1, 2018

Pressemeddelelser

Pressemeddelelse

 

Forberedelserne til Alsønderup Fester 2018 er kommet godt i gang

 

Forberedelserne til det 49. Alsønderup Fester, der i år afholdes 10.maj, er kommet godt i gang.

 

Alsønderup Fester består af to hoveddele: Nordsjællands største loppemarked, der primært foregår indendørs på Kulsviergården, Pibe Møllevej 7 i Alsønderup, nordvest for Hillerød, og festivalpladsen bag Kulsviergården, hvor der er kaffe og kage, steg med tilbehør, flæskestegssandwich, sodavand, øl, levende musik, snobrødsbagning, hoppeborg, ponyridning, aktivitetsboder for børn og unge og meget mere.

 

Festen er en årligt tilbagevendende begivenhed, der bakkes op af omkring 400 frivillige, der står i boder, planlægger, steger, udskænker og rydder op, og hele overskuddet går ubeskåret til deling mellem den lokale idrætsforening og Kulsviergården. En fest af denne størrelse ville slet ikke kunne gennemføres, hvis det ikke var for den store. lokale opbakning. Og det er hvert år en festlig dag - næsten uanset vejret.

 

På nuværende tidspunkt er holdene, der kører ud med loppebilerne og afhenter effekter, som venlige mennesker har valgt at donere til loppemarkedet, på plads. Fra 3. februar har det været muligt at indlevere "lopper" hver lørdag kl. 10-12 i Koldhallen bag Kulsviergården, og der er allerede modtaget en del, så de frivillige, der sorterer, ser tingene igennem og sikrer, at de virker, er så småt gået i gang med arbejdet. De lokale musikere, der dækker hele dagen fra kl. 10.30 i musikteltet, har meldt klar. Indkøbene til kaffe, kage, mad og drikke er ved at være planlagt, og ordren på medhjælpertrøjer, der gør det muligt for besøgende at se, hvor de kan få hjælp, er indleveret - efter at der er givet tilsagn fra festens hovedsponsorer, der får deres logo på trøjerne.

 

"Nu starter det egentlige arbejde" udtaler formanden for festudvalget Rasmus Mortensen. "Når loppebilerne er startet med at køre, kommer de store leveringer ind, og mange skal i gang med at sortere. Når vi nærmer os 10.maj, kommer der skilte op, der annoncerer Alsønderup Fester, Kristi Himmelfarts dag, og en uges tid før festdagen skal der sættes boder op, hvor vi naturligvis skal huske at tage hensyn til både brandvæsnets og sundhedsmyndighedernes forskrifter, så alt kan forløbe gnidningsfrit på dagen. Det er en åben fest, så alle, der har interesse, er meget velkomne. Nu har vi gennemført den i 48 år, så vi tør godt garantere en rigtig god oplevelse - og for det perfekte, har vi udpeget en, der tager ansvar for vejret", afslutter formanden med et smil.

 

 

___________________

 

Til Pressen:

Henvendelse kan foregå til: Michael Ruge, michaelruge@mail.tele.dk, 2254 8992

På hjemmesiden www.alsonderupfester.dk er der et presseafsnit. Man kan frit benytte alle billeder på hjemmesiden til illustration.

Alsønderup Fester har ligeledes en facebook profil, hvor vi i vekselvirkning med hjemmesiden fortæller om udviklingen i forberedelserne.

 

Alsønderup Fester

10. maj 2018

 

Kulsviergården, Pibe Møllevej 7, Alsønderup, 3400 Hillerød